Jeg har været meget usikker på, om jeg skulle skrive dette blog indlæg.. Men jeg er nået frem til, at jeg vil vise ALLE aspekterne af et Erasmus ophold, som kan være så meget mere end 'bare' studie og sightseeing.
De sidste to måneder (faktisk fra uge 2), har jeg datet en fyr her fra Nordirland, som også går på skolen, og som tilfældigvis også har været buddy for danskerne. Jeg havde fra starten et godt øje til ham, da han hentede os i sin bil, da vi ankom. Hans bil spillede en af mine yndlings irske sange, og han var utrolig høflig og gentlemans agtig (som de jo er her i Nordirland). Desværre så vi ham ikke en hel uge, da han havde travlt med arbejde ugen op til skolestart (de skal jo betale for deres skoleophold, så mange af de irske studerende bruger deres ferie og weekender på at arbejde). Men i fresher's week, til den første fest i the union, faldt vi hurtigt i snak. Han inviterede mig på en date, som skulle have været udendørs, men som blev spoleret af den dejlige irske regn, så vi endte i biografen, hvor vi så den mest rædselsfulde og mærkelige film, jeg nogensinde har set (http://www.youtube.com/watch?v=B-roHTmiSFo&feature=related). Filmen var så mærkelig, at folk under filmen rejste sig op og gik - men det kunne vi selvfølgelig ikke, da det jo var en date. Så da vi nåede til bruse/opera scenen (en anden end den jeg har linket til), hvor faderen/operasangeren optræder med sin opera i bruseren (han kan kun synge, når han er i bad), mens han bliver kørt ind på et skib fægtende med de andre medvirkende i stykket, nåede jeg min grænse. Jeg begyndte at grine ukontrollerbart. Heldigvis var Nicky også på samme side, så han begyndte også at grine, hvilket selvfølgelig gjorde, at vores date egentlig ikke var så dårlig endda.
Jeg vil ikke skrive detaljeret om alle vores dates, men jeg kan dog fortælle, at det af en eller anden grund regnede alle de gange, hvor vi havde planlagt at skulle på date. Et tegn? NEJ!
Vi blev meget hurtigt kendt som en enhed, og alle Erasmus folk blev ved med at påpege historien, at det var SÅ sødt, at vi faldt for hinanden med det samme (takket være Katrine og Stine der fortalte om vores første møde). Stranmillis er i sig selv et stort sted med mange mennesker, men som alle andre steder hvor folk bor sammen, så rejser nyheder hurtigt (især når man som Nicky er på sit fjerde år og kender alle). Det kan både være hyggeligt men også lidt en forbandelse, at have en hel skole (eller i hvert fald den sociale og synlige) del til at vide alt om ens privatliv.
Jeg synes, at dette indlæg er relevant, fordi man ofte hører om Erasmus studerende, der tager til et andet land også finder de en fyr/pige, som de bliver rigtig glade for. En typisk Romeo og Julie historie, for hvordan skal det nogensinde fungere, når begge er unge og studerende og dermed bundet til deres land og ikke i stand til at flytte? Og hvordan er kulturforskellene og vil de påvirke forholdet?
Ift. min korte tid her i Nordirland, så har jeg hele tiden været meget realistisk omkring det, og derfor har jeg ikke omtalt ham som min kæreste, men nærmere som en person, som jeg dater, mens jeg er her i Nordirland. Når jeg kigger tilbage på dette så har jeg følelsen af, at jeg nok (pga. faktummet at jeg skal tilbage til Danmark igen) ikke har givet mig selv fuldt ud. For hvorfor såre sig selv unødvendigt? Det ville jeg nok ændre nu. Man skal nyde nuet og ikke sætte begrænsning for at beskytte fremtiden!
Kulturforskelle - JA! Kulturforskellen har til tider spillet en rolle i mit forhold til Nicky. Vi har fx haft en meget hed debat om, om det er tilladt at slå (puffe) til børn, hvis de VIRKELIG opfører sig skidt. Jeg mener IKKE, uanset hvad, at det burde være tilladt at slå sine børn/skolebørn. Der findes så mange andre måder, man kan disciplinere på, at jeg finder det totalt unødvendigt at bruge vold - vold vil kun skabe et menneske, der tror, at det er okay at slå - jeg ser det som en ond cirkel. Men her i Nordirland er det en del af opdragelsen i hjemmet såvel som skolen.
En anden kulturforskel er kønsrollerne. I Danmark er det høfligt at tilbyde at betale og faktisk at betale for nogle af de aktiviteter, som man laver sammen. Selvfølgelig kan en dansk mand sagtens betale en date eller to, men det er ikke ham der skal betale ALT. Sådan har jeg det i hvert fald. Hvis den mand jeg dater betaler for alt - alkohol, date, taxa, kaffe osv., så ville jeg føle, at jeg enten udnyttede ham eller skyldte ham. Her i Nordirland er der som sagt en meget stor 'gentleman kultur'. Kulturens norm er en meget gammeldags stereotyp rolleopdeling; man holder døren for kvinder, lader kvinder komme først, betaler for kvinder (hvis man er på date) osv. Jeg havde ikke noget i mod dette i starten, men som sagt begyndte jeg at få dårlig samvittighed over at bruge hans sparsomme penge (som han arbejder hårdt for), når jeg for en gangs skyld har lidt plads i økonomien. Desuden følte jeg, at den konstante holden for døren og lade mig komme ind først blev en smule irriterende - jeg kan godt åbne min dør selv!
Til sidst blev det nærmest til en kamp mellem to kulturer - en kamp mellem to køn. For at få lov til at betale for en taxi tur måtte jeg sørge for at have pengene fremme, betale meget hurtigt og nægte at lade ham at betale mig tilbage. Dette resulterede i, at Nicky blev ganske 'pige fornærmet' og mumlede noget med, at jeg stjal hans .... ! - fjollet. Det er selvfølgelig altid et interessant dilemma, når det kommer til mennesker, der har deres egen kultur men befinder sig i en anden. For skal personen med den anderledes kultur indrette sig efter den gældende i landet eller skal landet respektere kulturforskellen og, at den 'fremmede' måske ikke kan gå på kompromis med vigtige værdier i deres kultur (som fx lighed i mellem kønnene). En anden sjov detalje er, at det ikke er normalt, at kvinder i Nordirland drikker øl - de drikker drinks og cider. Jeg snakkede med nogle drenge fra Stranmillis omkring det, og de fortalte, at de ville fravælge en pige, hvis hun drak øl. Jeg er dog alt for glad for øl til at lade mig diktere af en forventning til køns alkohol vaner/valg.
Det her er blevet til et meget langt blogindlæg. Opsummeret har jeg i to måneder datet Nicky. Det har været en interessant oplevelse, og det har været dejligt trygt at have en person, som jeg kunne være tæt på, når nu jeg er så langt væk fra hjem. Men der har også været ulemper som fx kulturforskellen, at være bundet til og skulle tage hensyn til en person, når man er et nyt sted, hvor alt skal opleves.
Som min titel på dette blogindlæg antyder, så er jeg ikke sammen med Nicky mere. Jeg tror, at jeg er okay med det, men det er selvfølgelig altid svært, når vi har blandet vores omgangskredse og konstant er 'tvunget' til at se hinanden til 'after school events' og i Chatz (stedet hvor vi får serveret morgenmad og aftensmad). Jeg føler, at jeg skal ud og definere mig selv på ny igen. Vanens magt er en svær ting. Jeg er blevet vant til at være defineret som 'Pernille og Nicky', og nu er jeg 'bare' Pernille - Erasmus studerende som alle andre.
Jeg føler helt klart, at det at have datet en Nordirsk person har givet mig nogle indsigter i det irske liv, som jeg ellers ikke ville have haft chancen for at opleve og en unik oplevelse af collegelivet (alle dater på college) - alt i alt har jeg no regrets.
Som sagt er jeg meget klar over, at dette indlæg er meget privat. Men jeg føler, at det giver et vigtigt aspekt til, hvordan Erasmus livet også kan være/udfolde sig. Hvordan de næste to måneder som single i Nordirland kommer til at udfolde sig bliver spændende. Jeg er sikker på, at det vil åbne for nye og anderledes muligheder - om de er bedre kan kun tiden vise!
